Bønding boller med müsli

Min svigermor har altid sine legendariske Bønding boller på lager – enten friskbagte eller i fryseren – og efterhånden og helt automatisk ved hun, at de bare MÅ frem, når vi kommer på besøg. Bollerne har en vis tyngde, og derfor er de også rigtig gode til morgenmad eller som et lille mellemmåltid. Det som også er dejligt er, at de har en smule sødme, fordi de indeholder honning – og det gør, at bollerne let og elegant også glider ned hos børnene, som ellers ikke altid er lige begejstrede, når bollerne er alt for grove.

Efter jeg fik min røremaskine ind i køkkenet, har jeg også kastet mig ud i Bønding bollerene, og de kan varmt anbefales. Synes dog at portionen sagtens kunne være dobbelt, når nu man er i gang :o)

50 g gær
5 dl lunkent vand
1 tsk. salt
1 spsk. akaciehonning
1 spsk. smagsneutral olie
200 g müsli
100 g groft rugmel
500 g hvedemel

Gæren opløses i lunkent vand. Tilsæt salt, honning, olie og müesli – og til sidst melet. Ælt dejen godt igennem så den ikke klistrer på fingrene. Hæver 1 time. Portionen formes til cirka 15 boller, der skal efterhæve i 20 minutter. Pensles eventuelt med lidt vand og bages ved 180 grader i cirka 12-14 minutter.

TIP
Hvis man ikke spiser alle bollerne samme dag, kan de med fordel fryses ned straks efter bagning. Når de tøs op igen og varmes herefter, smager de stadig himmelsk.

bønding boller

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *