Emmerbrød til ost og pølsebord

Det har længe været populært, at eksperimentere med de gamle nordiske kornsorter. Nu er jeg kommet med på bølgen og har kastet min kærlighed over emmermel- en “urhvede” – der giver brødet en let mørk glød, karaktér og en aromatisk smag.

Brødet har en skøn sprød skorpe og en dejlig konsistens, der passer bedst som tilbehør til mad og ost, fordi det har en speciel og salt smag.

Jeg valgte at bage det i en bagekurv for at få de flotte aftegninger på det færdigbagte brød. Det var min debut ud i bagekurve, så jeg famlede mig lidt frem. Men sjovt var det. Synes hurtigt det kan blive lidt kedeligt, når alle de hjemmebagte brød ligner hinanden. Tror jeg skal eksperimentere lidt mere med kurven for at få aftegningerne lidt mere tydeligt frem. Gode råd modtages gerne.

Du skal bruge:

500 g emmer hvedemel
250 g hvedemel
50 g sesam (gyldenristede på panden)
50 g solsikkekerner (gyldenristede på panden)
10 g rørsukker
50 g majsolie
20 g salt
50 g gær
6 dl vand

Gæren opløses i vand. De øvrige ingredienser tilsættes, og dejen æltes i 10 minutter. Jeg anbefaler røremaskine ;o) Dejen hæver i en tildækket skål til den har hævet til dobbelt størrelse. Dejen formes til runde brød (jeg fik 2 store brød) og drysses med emmer hvedemel. Brødene efterhæver i 50 minutter. Lige før brødene sættes i ovnen, skal der snittes et kryds på toppen. Bages ved 220 grader i en almindelig ovn i cirka 30 minutter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *