Gårdbutik, julemarked og konfektrulning

Der er blevet julet på livet løs i weekenden. Endelig december. Ventetiden har været svær for både pigerne og jeg, så der var lagt store planer for hyggen denne 1. advents weekend. Først og fremmest skulle jeg en lille tur på julegaveindkøb til en gårdbutik, som jeg længe har glædet mig til at besøge. Isabella Smiths butik på Hesede Hovedgård ved Haslev.

Hesede Hovedgård lå idyllisk og smukt i det kuperede terræn, og butikken præsenterede sig temmelig hyggeligt og en del mere underspillet, end jeg havde forventet. Indenfor åbnede sig en yderst appetitlig og veldisponeret butik med primær fokus på Isabellas skønne boligudstyr og køkkenrekvisitter. Ovenpå var der tøj, men der nåede jeg aldrig op. Men så er der selvfølgelig en god grund til at komme tilbage ;o)

isabella-smith-butik-4isabella-smith-butik-5

Butikken var spækket med det skønneste julepynt helt i tråd med tidens trends og nordisk enkelhed. Der var ikke en eneste nisse at spore nogen steder, men jeg savnede dem absolut ikke. Jeg synes, at der var mange fine ting og dekorationer, der på hver sin enkle måde gav god inspiration. På forhånd havde jeg haft en forventning om, at priserne ville være højere end de rent faktisk var. Så man kunne faktisk lade sig rive med at lysten til impulskøb uden at have spenderet en hel månedsløn – og så er det jo alt andet lige sjovere at komme forbi.

isabella-smith-butik-6isabella-smith-butik-3isabella-smith-butik-2

Jeg lod mig friste af en fin krakkeleret potteskjuler, men forsøgte mest af alt at beherske mig, da vi skulle videre til Gisselfelds julemarked. Personalet i Isabellas butik var i øvrigt søde og imødekommende, også selvom der var mange mennesker og travlt i perioder. Så det var en god oplevelse at komme forbi.

Gisselfelds julemarked har jeg hørt omtalt af flere omgange, og derfor havde jeg da også store forventninger til niveauet og hyggefactoren. Men desværre blev besøget en stor skuffelse. Slottet ligger jo smukt og dejligt – så rammerne var helt i top. Men ærligt talt var resten ret uinteressant – som en tidslomme – tilbage til 1980’erne. Vareudvalget kedeligt og gammeldags på den ufede måde. Står man ikke lige og mangler en delikatesseost eller lækker spegepølse, så var der intet at komme efter. Mere er der vel ikke og sige til det. Jeg blev absolut ikke fristet af at købe noget som helst. Heller ikke til at tage fotos. Jeg kan i hvert fald sige så meget, at jeg ikke kommer tilbage til Gisselfelds julemarked igen. Men Isabella Smiths butik kan jeg med sikkerhed sige, at jeg kommer forbi igen. Næste gang om sommeren, så jeg også kan nyde den skønne have, der omkranser butikken.

Sidst men ikke mindst bød weekenden også på konfekt med mine piger og en legekammerat fra børnehaven. De fik hver lidt marcipan, nougat og masser af krymmel, og så kunne de bare gå i krig. De hyggede sig vældigt med projektet i hele 40 minutter. Det må være rekord. Bagefter fremviste de stolt de færdige stykker konfekt. Det var nok mest hyggeligt for børnene, for vi andre var jo tvangsindlagt til efterfølgende at smage de små fedtede stumper, der var blevet trillet til uigenkendelighed. Lad mig sige det kort: stumperne fristede ikke. Men stolte var de altså, og de synes, at det var SÅ hyggeligt. Måske mest af alt fordi vi ikke blandede os i, hvad/hvordan de lavede konfekten – eller måske fordi julen endelig var gået i gang – eller måske bare fordi ilden knitrede dejligt varmt i brændeovnen imens. Skøn weekend med jule tam tam hele vejen rundt. Det må vi have lidt mere af.

konfekt-1konfekt-2

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *