De fleste danskere har hørt om Allehelgensdag, men så stopper det vist også der. De færreste ved, hvad det står for, og hvilken dag det er. Så der vil næppe være stor uenighed i, at vi ikke har været specielt optagede af dagen – før nu. Men det har man været eksempelvis i USA, hvorfra vi har ladet os inspirere af deres skrækindjagende version – Halloween.
Men selvom Halloween vinder mere og mere frem her, er det stadig nyt at markere det med oplyste græskarlanterner, udklædning, gyserfilm, spøgelser og skrækkelig udsmykning. Men ikke desto mindre, er det en højtid, som jeg er blevet meget begejstret for. Den passer perfekt til efterårets mørke, der er stadig længe til jul, og jeg er ret vild med pynten. Fordi det er grimt. Det er gyseligt. Og mest af alt er det ikke nuttet, som vi typisk ser det til jul og påske. Nej det er tacky, og det er faktisk både befriende og sjovt.
Halloween fejres den 31. oktober i USA. I Danmark er det Allehelgensaften den 1. november, men ligesom med juledag og sankthansdag fejres det typisk dagen før. Jeg har stillet spørgsmålet: ”Hvornår er det Halloween?” blandt en række forskellige mennesker i den sidste måneds tid. Og svarene har været ret forskellige og har typisk afspejlet, at ganske få ved det. Det mest stålfaste bud kom fra et par yngre ansatte i Fætter BR, som mente, at det helt sikkert var midt i oktober – og altså forbundet med efterårsferien. Men det er jo også i den periode, at vi i de seneste år har set den største fokus på Halloween i butikkerne, institutionerne og ved forskellige events i bybilledet.
Det er min fornemmelse, at Halloween i Danmark mere og mere vil blive en tradition igennem hele oktober. Og det ser jeg mange årsager til. For det første passer det sindssygt godt som en event i børnenes efterårsferie. For det andet mangler der en højtid i kalenderen i efteråret, og om ikke for andet – så bare for at holde julen på afstand….bare 5 minutter længere. Mange peger på det kommercielle ved Halloween (og andre højtider), som udelukkende negativt. Og jeg er da enig i, at alting bestemt kan blive for meget. Men omvendt kan lidt hype omkring Halloween i sidste ende blive et scoop for de tomme kirker. For ingen var synderligt interesseret, da det bare hed Allehelgensaften. Så her får kirken måske lidt gratis PR, hvis de ellers forstå at gribe chancen. Kommercielt eller ej. Så synes jeg faktisk, at det spiller for os. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi på ingen måde forbinder Halloween med kirken. Vi betragter det som en hyggelig ny tradition med plads til familien og så også….. grimhed.
Hos os er Halloween blevet lig med familiens årlige udskæring af græskar, som naturligvis efterfølgende skal have lys i både morgen og aften. Det insisterer børnene på. Og så er der selvfølgelig kagerne, som mest af alt er blevet min undskyldning for at hive bage-gearet frem og trylle med sæsonens mange muligheder..æbler, græskar og blommer. And I like it. Udklædningen…. Tja det er mest for børnenes skyld, og da vores børn er for små til trick-or-treat, kigger de nysgerrigt med, når nabobørnene ringer på og råber ”Slik eller ballade”. Men jeg er sikker på, at det ikke varer længe, før vores piger transformeres til farlige hekse, eller uhyggelige spøgelser. Og hvilken befrielse det bliver at se lidt modvægt til prinsesse-universet, som ellers er helt umuligt at komme udenom. Så ja tak til Halloween, kommercielt eller ej, jeg elsker det….