I går drak jeg en kop latte på en café og valgte en æblemuffin to-go, men det sidste kunne jeg godt have sparet, for den var både tør og kedelig og den gav mig absolut ingen craving for endnu en muffin. Og når jeg tænker efter, så er det jo faktisk ret optimalt, hvis man som de fleste kvinder også skeler til vægten indimellem. Men i stedet for at spekulere på det, gav jeg mig til at overveje, hvad jeg synes kendetegner den perfekte æblemuffin, og det var ikke svært: enkel, fugtig og med masser af smag og måske en lille overraskelse indeni.
Min første og mest naturlige indskydelse var æbler i kombination med kanel. Synes det hører efteråret til og ærligt så har jeg stadig æble-eufori, og kanel….. ej den sæson er først lige begyndt. Så jeg endte med denne dejlige æblemuffin, der får sin fugtighed pga. de revne æbler og dertil kommer æblestykkerne vendt i kanelsukker, som giver præcis den overraskelse, som jeg savnede i varianterne fra caféen. Så hvis du har æbler ved hånden, og har glemt alt om kalorieregnskabet så hold dig ikke tilbage for at prøve denne sværvægter.
Ingredienser (til ca. 16 stk.):
200 g smør
75 g rørsukker
250 g mel
4 tsk. vaniljesukker
3 æg
2 tsk. bagepulver
¾ dl mælk
4 æbler
Kanelsukker
1 citron (skallen heraf)
Æblerne skrælles, og kernehuset fjernes. De to æbler rives med et rivejern, og de sidste skæres ud i gode, chunky firkanter. Firkanterne blandes med kanelsukker, så æblestykkerne er helt dækkede.
Smør, rørsukker, vaniljesukker og citronskal røres godt sammen. Æggene piskes i dejen ét styk af gangen indtil dejen bliver blank og ensartet. De revne æbler og mælk røres i dejen sammen med sigtet mel, og bagepulver. Den færdige dej fordeles i formene, og et par æblestykker stikkes ned i hver. Bages i 20-25 min. ved 180 grader.
De små orange forme med halloween motiver er fra Fakta.