Chokoladeboller til en syg høne

Min datter Ida ligger syg med mellemørebetændelse. Nu på anden uge. Hun keder sig. Og ærligt…det gør jeg faktisk også. Hun har set film, spillet på Nintendo, Ipad, Kalaha og alt muligt andet for at få tiden til at gå. Gab.

I går fandt hun på, at vi hellere måtte holde en “fest”. Det er i hendes 6-årige øjne det samme som at sige, at hun gerne vil have noget kage. Jeg overgav mig, og vi fik lavet en ordentlig portion lækre chokoladeboller. Det var tanken, at nogle af bollerne skulle i fryseren, men jeg får en fornemmelse af – at det når de nok ikke :o)

Bollerne er perfekte til en sød tand for både voksne og børn. Se opskriften under fotoet.

chokoladeboller-close-up

50 g gær
4 dl mælk
100 g smør
100 g rørsukker
½ tsk. salt
2 tsk. vaniljesukker
2 æg
850 g mel
200 g chokolade i store chunky stykker.

Gæren udrøres i lun mælk. Tilsæt smør, sukker, vaniljesukker, æg, salt, det hakkede chokolade og det meste af melet lidt efter lidt. Ælt dejen til en smidig dej, og lad den hæve lunt i 1 time. Ælt dejen på bordet, og rul den ud i en pølse. Skær nu cirka 24 skiver heraf. Hver skive formes i hånden til boller og sættes på bagepladen, hvor de efterhæver 10 minutter under et viskestykke.

Bollerne pensles med æggestrygelse og bages ved 225 grader (almindelig ovn) i cirka 12 minutter.

2 kommentarer

  1. linda ladekarl   •  

    Vil bare lige sige at de chokolade boller jeg lavede efter din opskrift er en kæmpe succes…så mange tak fordi du delte den 🙂

    • Eva Ejdorf Brøsted   •     Author

      Hvor er det dejligt at høre Linda. Her er vi også vildt glade for bollerne. Tak fordi du gav denne skønne feedback :o) Mange hilsner Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *