Min datter Sara på 4 år havde igennem et stykke tid ønsket sig et makeup-bord. Og ærligt så gad jeg ikke ofre penge på et nyt et af slagsen, fordi hun stadig har den alder, hvor man kan forvente sig alt lige fra tusch-streger, stempelmærker og andet godt. Og det skulle være et møbel, som rent faktisk gerne måtte leges med frem for passes på. Derfor forestillede jeg mig, at et DIY projekt ville være perfekt her.
På en hurtig tur i Kirkens Genbrug fandt jeg et gammelt, brunt sybord med rander fra kaffekopper ovenpå. Bordet var både beskidt, grimt og alt andet end yndigt, men jeg købte det for en slik. Jeg gik straks i krig, imens min mand fik tics ved tanken om, at dette møbel var på vej ind i vores hjem. Men i gang gik jeg: afrensning, slibning, grunding og så to gange hvid maling. Herefter tapetserede jeg skufferne både indeni og udenpå med papir fra Søstrene Grene. Til sidst en hurtig finish med lak og så prikken over i’et med 3 nye porcelænsgreb fra Tiger.
Et helt igennem pris-overkommeligt projekt. Det tog da tid bevares, men jeg hyggede mig med processen fra kaffe-dump til lillepigedrøm. Og det bedste ved det hele var, at Sara elsker det – men nu vil den store også have et.