Franske brands er temmelig vanskelige at komme udenom, når det drejer sig om kvindelig skønhed. Og der findes et utal af uimodståelige brands, der på hver sin måde manifesterer, at franskhed og makeup udgør en symbiose af lækkerhed, som jeg nødigt vil være foruden. Men indimellem dukker der alligevel nogle overraskelser op, og….. det kan jeg lide :o)
Inden vores rejse til Portugal besøgte jeg et andet nyt apotek. Heldigvis. For her stødte jeg på det næsten ukendte franske make-up brand Couleur Caramel. Jeg har hørt om det, men har aldrig set det nogen steder. Og her må jeg bare sige, at intet slår den oplevelse det er, at se, røre og prøve produkter selv.
Fordi produkterne præsenterede sig så lækkert med en usædvanlig emballage, og fordi ingredienserne er overvejende økologiske – fik jeg lyst til at prøve deres transparente lipbalm og en lipgloss med nuancen “Veil of raspberry”. Perfekte produkter til sommerferiens lette og diskrete look, som er lige mig.
Den transparente lipbalm består i al sin enkelthed af plantebaserede, økologiske olier som karanjaolie, amerikansk olie, jojobaolie og abrikosolie. Selvom den er oliebaseret, har den alligevel en god fast konsistens, der giver samme fornemmelse som en læbestift ved påføring. Læberne får et skønt fugt boost, og det er min oplevelse, at den holder på fugten længe.
Glossen har ligesom lipbalm’en en fugtgivende blanding af økologiske, plantebaserede olier. Den smukke nuance virker ret naturlig på læberne, og den har det eftertragtede og autentiske nude look, som stadig spiller. Den er uden tvivl en af sommerens foretrukne hos mig.
Så alt i alt et meget positivt førstehåndsindtryk med det økologiske makeup-brand Couleur Caramel fra apoteket.