I år har jeg været usædvanlig heldig, for jeg har fået en julegave allerede i november – og det kan jeg i grunden sagtens vænne mig til. Jeg fik den pragtfulde nye eau de parfume fra Giorgio Armani “SI”, som jeg et stykke tid har gået og sukket efter – ja faktisk lige siden jeg fik en lille duftprøve i august måneds Goodiebox.
For det første er jeg ret betaget af den smukke flakon, der med det lidt bastante, firkantede glas, så fint og fuldendt toppes af det sorte, dråbeformede glaslåg. Hvad skal jeg sige..? Jeg elsker indpakningen. Men endnu bedre er det, når vi så kommer til selve indholdet. For her er vi ude i en helt ny Armani signaturduft med et ret klassisk, elegant og luksuøst udtryk. Den har en tilpas blanding imellem det lette og det tunge, så duften passer til mange forskellige sammenhænge. Det første duft indtryk er sødt og frugtagtigt med noter af solbær og vanilje, men den bærer også duftnoterne fra såvel rose, fresia, solbærnektar og patchouli, og for at fuldende duftens lidt tungere ende har den også lige et lille strejf af muskus (uden at det på nogen måde bliver for meget).
Både duft og flakon ender med en ret høj score hos mig, fordi både duftoplevelse og indpakning passer så fint sammen. Så hvis du savner inspiration til din ønskeseddel eller til en julegave, så tror jeg, at denne duft vil være likable for de fleste.
I mine øjne er Giorgio Armani SI den bedste duftnyhed i 2013.