Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange indgroede vaner, der er lette at bryde. Men indimellem er det godt at forsøge. Især når man kan mærke, at de indgroede vaner bringer kroppen ud af balance. Mange kan muligvis nikke genkendende til den påstand, at børns ankomst ændrer livet på mange områder. Og heldigvis er de fleste ændringer af den positive slags. Meeen jeg synes også er det er blevet startskuddet til, at andre (dårlige) vaner er kommet snigende ind af bagdøren.
Morgenmad har jeg aldrig været fan af i hverdagen. Jeg er simpelthen bare ikke sulten, lige når jeg vågner. Sulten og dermed lysten til mad kommer først, når jeg har været oppe i et stykke tid. Derfor har jeg da også det meste af mit liv blot spist morgenmad lidt senere end andre. Men under graviditeter, ammeperioder mv. reagererede kroppen anderledes end normalt, og derfor har jeg siden jeg blev gravid med Ida spist morgenmad tidligt om morgenen. Og nu år efter hænger denne vane stadig ved.
Et efterhånden temmelig stort kaffeforbrug fra morgenstunden var ligeledes blevet en realitet og jeg må erkende, at der efterhånden skulle mere og mere kaffe til om morgenen, før jeg følte mig klar i hovedet. Det har jeg nu lavet om på. For 2 uger siden besluttede jeg mig for, at tiden var inde til at gå tilbage til mine gode gamle vaner. Min krop har det simpelthen bedst sådan. Det går heldigvis rigtig godt, og morgenenergien er så småt ved at vende tilbage.
Jeg starter min dag med et glas kogt vand indeholdende saften fra ½ økologisk citron og 1 tsk. honning. Jeg lader blandingen køle lidt ned først, og så drikker jeg den på tom mave. Bagefter spiser jeg lige en hurtig banan eller andet frugt. Havregrynene spiser jeg så en times tid senere. Det passer mig perfekt. Og nu har jeg typisk først lyst til at drikke kaffe omkring kl. 10. Alene med denne ændring har jeg skåret toppen af mit kaffebehov. Det er jeg rigtig tilfreds med, for min krop kan lide forandringen. Så jeg kører videre uden at blinke.
Citronblandingen skulle tillige have den gode effekt på kroppen, at det blandt andet stimulerer fordøjelsen og fremmer immunforsvaret – så det satser jeg på er rigtigt. Det bedste er, at det i den grad er en overkommelig og let implementerbar forandring, der ikke kræver den helt store indsats. Og det er den slags forandringer, jeg holder mest af ;o) At drikken så har sunde bonuseffekter, ja det er bare herligt. Jeg hæfter mig endnu mest ved, at mine øjenlåg er mindre hævede om morgenen end før. Det må være et godt tegn.
Min nye, gamle morgenrutine har ligeledes fremmet motivationen til at spise sundere resten af dagen. Så det er nogle dejlige, små succesoplevelser, som jeg holder fast ved lige nu. Jeg presser ikke mig selv lige nu, men lader lysten bestemme, hvor hurtigt jeg går frem….for det ville da ikke gøre noget, hvis der kunne ryge nogle kilo inden sommerferien.