Flûtes med peberfrugt og chili

Min gode veninde Anne Marie er en sand mester udi gode, hemmelige opskrifter. Hver gang man kommer på besøg i “Fjordhytten” i fiskerlejet Jyllinge – kommer der skønne lækkerier på bordet. Og jeg nyder, når der bliver kræset om mig.

Da jeg for nylig holdt min fødselsdag for en gruppe veninder, havde hun medbragt hjemmebagte flûtes. Dét er da bare for lækkert. Særligt fordi det var i en variant, som jeg aldrig har smagt før, men som kommer med på min favoritliste. Hendes flûtes var bagt med rød peberfrugt og chili, hvilket gav dem en smuk, gylden glød og et snert af chili-bid. Med andre ord den perfekte kompagnon til den kolde gazpacho-suppe, som de skulle serveres sammen med.

Jeg er VILD med disse lækre flûtes! Og efter at have lokket opskriften ud af hende, har jeg bagt dem selv. Både som flûtes og som sandwich brød. Kan for så vidt også bruges til burgerboller. Jeg har ændret en smule på hendes opskrift, idet jeg har erstattet 150 g hvedemel med rugmel, men det kan naturligvis bare udelades, hvis man ikke lyster fuldkornsversionen.

Jeg brugte:

330 ml vand
50 g gær
130 g rød peberfrugt (blendet)
½ dl majsolie
½ tsk. Sambal Olek (eller 2-3 dråber Tabasco/chilisovs)
15 g salt
150 g rugmel
500 g hvedemel

Gæren opløses i lillefingervarmt vand. Tilsæt blended peberfrugt, majsolie, Sambal Olek, salt og rugmel. Herefter tilsættes hvedemelet lidt efter lidt. Ælt godt. Jeg bruger en røremaskine og giver den gerne minimum 5 minutters æltning. Dejen hæver i 1 time. Slå den ned, og form dejen til 2 store flûtes (til sandwich brød, burgerboller mv.) Efterhæver i 20 minutter. Pensles eventuelt med mælk. Bages ved 175 grader (almindelig ovn) i ca. 25-30 minutter. Bagetiden tilpasse hvis der bages sandwichboller.

Glimrende til nedfrysning.

peberfrugt flutespeberfrugt flutespeberfrugt flutes

3 kommentarer

  1. Carina   •  

    Mange tak Eva, lige et ? mere… ang vandmængden syndes jeg det er svært at måle i ml, nok pga jeg ikke har mål til så små mængder. Hvor meget er det ca i evt skefulde ell ?? mange hilsen fra Carina

  2. carina   •  

    Hej Eva. vil lige høre om når du har brugt 150 G rugemel, og man godt kan undlade det, passer mængden af hvedemel så med de 500 G, når jeg feks ikke vil tilsætte rugemel ?? og kan jeg godt bruge Olivenolie istedet for ?? da vores gæster ik kan tåle majs. Mvh Carina…

    • Eva Ejdorf Brøsted   •     Author

      Hej Carina,

      Det passer fint med 150g rugmel og 500g hvedemel. Hvis du bare vil have hvedemel, skal du blot bruge 650g hvedemel i stedet. Det er den version, som min veninde altid bruger, og de bliver gode. Jeg vil anbefale at vælge en smagsneutral olie. Jeg bruger altid majsolie, men rapsolie eller solsikkeolie er også fint. Olivenolie tænker jeg vil blive for dominerende i smagen. God fornøjelse. Mange hilsner Eva

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *