Weekenden og efterårsferien blev indledt med et hyggeligt familieprojekt. Mormor og morfar havde friske æbler fra haven i en mængde, der overstiger behovet for de fleste familier. De havde indsamlet ikke mindre end 30 kg æbler i kasser, spande og poser, og inviterede os med på mosteri. Den var vi med på. Med æblerne læsset i bilerne kørte vi en tur til Østervang Gaard ved Lille Skensved, hvor man selv kan medbringe æbler og selv være med til at transformere æbler til most. Herligt.
Og ærligt…. det var ganske enkelt. De vaskede æbler blev blot kastet ned i kværnen. Med kerner og det hele. Det resulterede i en grov æblemasse, der efterfølgende blev hældt over i en presse, hvor den rene æblesaft blev tryllet frem. Så kunne vi smage på sagerne, og efterfølgende tappe æblemosten over på flasker eller dunke. Ud af 30 kg æbler blev det til 17 liter æblemost. Frisk, fyldt med smag og super lækkert.
I tilknytning til mosteriet var der en lille gårdbutik. Og da jeg elsker gårdbutikker, tog jeg hurtigt et kig rundt. Det blev til en lille krukke honning og to hjemmelavede karamel-slikpinde til pigerne. Den nyslyngede honning kom fra deres egen bigård.
Udover æblemost forhandlede butikken diverse special øl, vine, træfade, en smule keramik og lidt udvalgte lopperier. Butikken var meget “autentisk” i sit udtryk, og efter min mening kunne der sagtens skrues lidt mere op for produktudvalget, uden at det ville fjerne charmen ved dens udtryk. Vi var immervæk i mosteriet en lille times tid, og der havde været masser af tid til at blive fristet undervejs. Prikken over i’et kunne have været et par borde og stole samt muligheden for at købe en kop varmt at drikke og lidt hjemmebag mv. Men mon ikke konceptet udvikler sig, efterhånden som flere får øjnene op for at lave most ud af egne æbler/pærer.
Prisen for at få presset æblerne var til at have med at gøre. Det kostede kun 150 kr. for 30 kg. Vi købte så nogle plastflasker til tapning, men hvis det skal gøres endnu billigere – så kan man medbringe flasker hjemmefra.
Vi havde en super hyggelig times underholdning på Østervang Gaard. Men udover det underholdende element gav besøget os god samvittighed, fordi vi ikke bare smed æblerne ud. Selvforsynet…ej come on. Det bliver vi aldrig, men det var en skøn fornemmelse lige dér, og så var det sjovt at se småfolkets engagement i fremstillingsprocessen.
Læs mere om stedet HER