Det kræver sit at få børn til at elske grøntsagssuppe. En skam. For vi elsker suppe og særligt Minestrone i de kolde måneder. I småfolkets SFO er de ret geniale, for de har knækket koden til at ændre på sagen. Løsningen er “framing”. Et godt gammelt trick der kan iscenesætte og omtale grøntsagssuppe på en måde, der i sig selv gør det interessant for børn. I stedet for at grøntsagssuppe laver de SUPERHELTESUPPE over åben ild udendørs. Sådan. Alle børnene iagttager med interesse processen og vil gerne smage, fordi det hedder superheltesuppe.
Med stor undren og respekt har jeg set, hvordan vores to grøntsags kræsne stumper pludselig gerne vil spise adskillige portioner. Så nu har vi taget SUPERHELTESUPPEN op herhjemme. Vi tilbereder den dog ikke udendørs. Men alligevel. Det virker. Her er hemmelighederne:
1) Alt hakkes i MEGET små tern.
2) Indkøb af suppehorn fra specialbutik. Vi købte bittesmå blomster, mini pastaskruer og små 3 cm lange strimler i den tyrkiske basar i Roskilde. Det er billigt (6 kr. per pose), og de har et glimrende udvalg. Børnene refererer til varianterne som “regnorme”, “børneorm” og “blomster”.
Vi brugte:
3 gulerødder
3 stængler bladselleri
1 stort løg
3 fed hvidløg
3 tsk. paprika
2 tsk. oregano
2 laurbærblade
2 spsk. olivenolie
1,5 liter kraftig grøntsagsbouillon
2 dåser hakkede tomater
1 flaske tomatsovs. Vi bruger den fra DeDeco Polpa 660 ml
Frosne ærter efter behov
100-150 g suppehorn (helt mikroskopiske pastablomster)
½-1 tsk. Sambal Olek (chilipasta)
Urtesalt
Peber
Evt. røget bacon i tern.
Grøntsagerne vaskes og skrælles. Husk at skrælle blegsellerierne, så “trådene” kommer helt væk. Alt snittes i ganske fine, små tern på størrelse med ærter. Grøntsagerne (bortset fra frosne ærter) svitses i olivenolie sammen med hvidløg og paprika. Tilsæt grøntsagsbouillon, hakkede tomater, tomatsovs og laurbærblade. Blandingen koger i cirka 45 minutter under låg. Tilsæt suppehorn (pasta) og lad det koge med iht. anvisningerne på pakkerne. De frosne ærter tilsættes sidst, og suppen smages til med urtesalt, sambal olek, oregano og peber. Suppen serveres med brød og eventuelt grove tern af røget bacon.
Skålen er fra House Doctor.
Det er simpelthen genialt. Da mine børn gik i børnehave lavede vores dejlige madmor tit turtlesuppe. Det var det bedste der kunne serveres i børnehaven.
Savner den tid. Nu har jeg to præ-teenagere som har hver deres mening om hvad god mad er.
Hej Marianne. Tak og ja det virker :o) Det er så ikke min fortjeneste, men SFOens. Meeen jeg regner heller ikke med, at den holder helt ind i teenageårene. Men der håber jeg, at vi kan gå over til at kalde det Minestrone. Ha’ en dejlig dag.
Mange hilsner
Eva