Årets første julemarked….det må være en ommer!

Når jeg hører ordet ”julemarked”, flyver tankerne straks i retning af inspirerende boder, herligt duftende og festligt strålende dekorationer tilsat julestemning og juleklang med kulinariske oplevelser og lækkerier, som jeg bare MÅ smage (læs købe). Mine forventninger var da også allerede sporet i den retning, da jeg i weekenden valgte at slæbe hele familien med en tur i Roskilde Bypark, hvor et nyt julemarked havde premiere.

Rammerne for julemarkedet var det hyggelige, stråtækte Pipers Hus i Byparken, så sceneriet var da helt klart på plads med Roskilde Domkirke i baggrunden og udsigten over den smukke park og Roskilde Fjord. Men så synes jeg også, at det var så som så med spændingen derfra.

Initiativet har nemlig lagt stort op med gode intentioner om at forbinde by og havn med en ny tradition. Men ærligt så var det i min optik en kedelig affære, som knap nok kan gå under betegnelsen et marked. Der var ingen musik. Der var ikke gjort noget særligt ud af at iscenesætte det rigtige juleagtige feel . Så alt i alt et ret stemningsløst arrangement, hvilket desværre også betød, at interesserede og skuffede gæster gik, lige så hurtigt som de var kommet. Øv.

Trommer fra Karibu

Personalet på de fleste boder virkede lidt uengageret, og de ville hellere spise suppe og tale med hinanden end at være i dialog med de få handlende, der luskede rundt. Og det finder jeg ret mærkeligt, når man nu vælger at deltage i sådan noget. Heldigvis havde vi da også et par gode oplevelser f.eks. hos Hornbeer med deres lækre specialøl samt hos Karibu, der forhandler skønne og utraditionelle fair trade ting fra hele verden. I ølboden købte vi da også 3 lækre, store øl, og hos Karibu fik jeg en varm invitation om at besøge deres butik ved senere lejlighed med tilbuddet om at komme ind og få en kop fair trade kaffe. Så det vil jeg da klart gøre, næste gang, jeg kommer forbi dér.

Men desværre kan jeg ikke påstå, at jeg blev blown away på årets første julemarked, og jeg tvivler da også på, at vi kommer igen de første par år, med mindre konceptet udfoldes mere – for der er jo heldigvis mange andre interessante julemarkeder at kaste sin kærlighed over.

Kan du anbefale nogle gode julemarkeder?

Julemarked 4

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *