Under et sommerbesøg i England, blev jeg betaget af de mange smukke haver, der for en stund lod mig indlulle i en drømmeverden. En af de ting, der gav det bedste indtryk, var englændernes evne til at skabe rum i haven. Det er helt klart ikke et nyt princip. Så langt er jeg med. Men som nyere haveentusiast har jeg først nu fået øjnene op for det princip.
Undervejs så jeg eksempler på nogle helt vidunderlige rum, hvor blandt andet pergolaer var essentielle for oplevelsen. For de virker helt fantastiske og meget stemningsskabende, når først planterne har fået fat. Hjemme igen var jeg fast besluttet på, at vi også skulle have en pergola i haven. For vores have trænger ved gud til flere “rum” :o) . Heldigvis var min mand med på ideen – også selvom det krævede hans medvirken. For det var ham, der skulle bygge den :o)
Apropos rum. Jeg ønsker mig brændende en professionel haveplan. Det er dyrt, men jeg forestiller mig, at det er alle pengene værd. Men den luksus har vi ikke mulighed for i øjeblikket. Så indtil videre arbejder vi os støt og roligt frem med de projekter, vi selv kan iværksætte. Så i gang det gik vi: indkøb af alt lige fra træ, træbeskyttelse, skruer, lægte og guderne må vide hvad. Alt i alt har projektet kostet i størrelsesordenen omkring 3.000 kr.
Det første var hullerne. De blev gravet med et pælebor. Heldigvis var jorden blød efter regnvejr, så det gik uden de store problemer.
Selve pergolaen blev i store træk bygget på en weekend. Herefter fulgte malerarbejdet. Set i bagkundskabens klare lys…. så bygger vi aldrig noget igen, uden at have malet træværket først. Det var et hestearbejde besværliggjort af de mange vinkler, der er på vores pergola. I skrivende stund mangler vi stadig et par detaljer: eksempelvis skal der et par steder laves nogle skyggelægter på siderne. Så vil det også blive lettere for planterne at få fat. Indtil videre er det udelukkende kattene, der har fået fat. De kravler let og ubesværet op af stolperne og vandrer rundt på den nye legeplads.
Træbeskyttelsen købte vi hos Flügger, og vil valgte en gråsortnuance, der passede til huset. Samme farve blev brugt til den runde bænk, Jesper lavede i sommers.
Derefter gravede vi græstørv væk under den færdige pergola og supplerede op med flere fliser, der matcher dem, der lå der i forvejen. Fliserne var vi så heldige at få gratis via en gruppe på Facebook. Herligt. Sidst men ikke mindst lavede jeg research, for at finde de helt rigtige klatreroser, der gerne skulle pryde pergolaen i de kommende år. Jeg valgte The generous gardener fra David Austin samt Yasmine. Begge i rosa nuanceringer, og så er de velegnede for nybegynder. Roserne blev købt hos Rosenposten, og plantet barrods i oktober. Nu er vi SÅ klar til næste sommer, hvor der lige skal laves lidt ekstra tilpasninger af pergolaen…og så lige fundet de rigtige clematis-planter til pergolaer.
På billederne har vi endnu ikke fået lagt de sidste fliser. Lige nu er der sne overalt, så det må vente.
Kan kun bifalde at pergola og rum i haven gør en kæmpe forskel. Vi lavede selv en pergola (mere) i foråret, og glæder os meget til at sidde under flimreskyggen om føje år… ;o)
Iøvrigt en dejlig blog du har, som jeg lige har opdaget.
Jeg glæder mig også meget til sommer, hvor pergolaen skal følges af lidt flere planter/krukker. Det bliver skønt, når det vokser lidt til. Og i øvrigt mange tak for de pæne ord om bloggen. Det er jeg glad for, at du synes. Det vil glæde mig, om du kigger ind i ny og næ – eller måske på Facebook. Ha’ en dejlig dag.
Mange hilsner
Eva