Nissedør DIY

Nød lærer nøgen kvinde at spinde. Det siges der i hvert fald. Ind i mellem er det sandt. I sidste uge læste jeg et opslag på Juniorbusiness.dk om noget så mystisk som “nissedøre”. Hvad i alverden er nu det? Ja altså en miniature dør til opklæbning på væggen, som nissen så kan benytte i december måned. Mægtig idé…sådan en ville jeg have fat i. Jeg kom i tanke om, at jeg for noget tid siden så en færdig udgave i Kvickly, men det må være en relativt populær, ny jule-gimmick, for det er ikke lige sådan at finde. Men når nu Kvicklys er udsolgt, og man i den ellers velassorterede hobbybutik Panduro Hobby har helt udsolgt af materialer, der kan bygge sådan en på et splitsekund….ja så må man jo lave en selv. Ikk? Hvor svært kan det være?

En tur i XL-Byg bragte mig imidlertid hurtigt på sporet af materialerne. Fra jeg gik ind af døren og kom igennem kasserne gik der max. 10 minutter til jeg stod klar med trælister, beslag og sandpapir i posen. Flinke folk, der gerne ville hjælpe.

Listerne blev savet ud i stykker á 20 cm og derefter limet sammen med trælim. Dørkarmen blev lavet af 4 trælister (en smule længere end dørstykkerne, så den kan åbnes), som blev limet sammen med trælim. Til sidst skruede jeg de små beslag på hhv. dør og karm…for jo jo. Døren skulle da kunne åbnes/lukkes (man kan jo sagtens undlade karmen, hvis man vil lave en ultra let og billigere version. Så savede jeg de 3 stykker træ ud til “Z-et” på døren – sådan lidt på gefül. Da de passede, limede jeg dem på den ene side af døren. Døren lå til tørring natten over, og så blev den malet sort af 2 omgange. Hobbymaling tørrer hurtigt – og så var den klar til opsætning på væggen med dobbeltklæbende tape.

Jeg brugte:
3 trælister til dør og dørkarm fra XL-Byg:
1 smallere træliste til “Z” på døren
Trælim
2 små beslag og 4 små skruer
Et lille stykke sandpapir
Hobbymaling, sort
En guldperle fra pigernes perleæske

Alt det der med nisser er noget, vi taler en del om herhjemme for tiden, mest af alt fordi vi har julesokker hængende på trappegelænderet. Og i disse rummelige udgaver af slagsen kommer der gaver i hver weekend. Eller når nissen er i særligt godt humør. For det er jo nissen, der giver gaverne. Right? Vi har faktisk allerede afsløret for dem i efteråret, at det er mor og far, der er både “nissen” og “tandfeen” – men nogle sandheder er bare ikke særligt populære. Så vi kører da bare videre med nissehistorierne lidt endnu.
Nissetemaet er også på programmet i den glimrende højtlæsningsbog, som pigerne får læst op for tiden: “Villads fra Valby holder jul”. For her vil Villads gerne se en nisse med sine egne øjne – og forsøger at finde ud af, hvordan man fanger sådan én. Den problemstilling synes at interessere småfolket her hos os. Temmelig meget endda.

Nissedøren blev sat op i aftes, efter pigerne var faldet søvn. Tanken var, at de selv skulle opdage den. Og det gjorde de så også i den grad her til morgen. De blev ret betagede af døren og åbner/lukker den i en uendelighed. Sara vores mindste var dog en smule bange for at gå forbi døren alene, men det er vel egentlig også lidt mærkeligt ikk?

Nå jo…..den lille søde nissesok har min svigermor lavet af filt. Ca. 5 cm. i højden. Så fin!

Kender I nissedør traditionen? Jeg spekulerer på, hvorfra ideen oprindeligt kommer. Hører gerne !

Nyttige links: XL-BYG, JUNIORBUSINESS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *