Fastelavnspynt, katte og fastelavnsris DIY

Med en veloverstået fastelavn i bakspejlet, og poderne afsat til vinterferie overnatning hos bedsteforældrene – har jeg givet mig tid til at dele weekenden med jer. Det kniber dog lidt med tastaturet, da jeg skar mig selv i fingeren i går – så nu med stor forbinding. Av!

I lørdags havde vi den hyggeligste eftermiddag med hjemmeklippet fastelavnspynt og mine traditionelle fastelavnsboller. Vi klippede masker, katte og tegnede tegninger med fastelavnstønder på livet løs. Stort hit! Men det gælder i virkeligheden nok alle former for aktiviteter, hvor de voksne rent faktisk tager sig tid til at være med. Jeg formåede at holde dem beskæftiget i en halv time plus gnasketid til bollerne.

Helt typisk mig havde jeg ikke lige fået købt grene til fastelavnsrisene, så måtte en tur i haven og klippe lidt trollegrene. Disse blev sprayet hvide, og heraf har jeg lavet mit eget lille fastelavnsris eller fastelavnstræ, som jeg nu synes passer bedre.

På nogen felter er jeg måske i virkeligheden ganske kreativ, men en af mine store undtagelserne er helt afgjort papirklip. Ærligt…jeg gør det kun for børnenes skyld. Derfor tyede jeg til at finde min fastelavns inspiration frit tilgængeligt på nettet. Mange steder findes fine skabeloner og stregtegninger med fastelavnsmotiver, der kan tegnes på. Et par af de bedste steder, som jeg har brugt i år er: Søstrene Grene, Hendes Verden og Familie Journalen. Masser af idéer og skabeloner.

Fastelavnsmasker

Så kom søndag, og endelig kunne småfolket transformere sig til egne fortolkninger af Disneys frostprinsesser Elsa og Anna. Ventetiden har været temmelig lang – ikke mindst for mig – mest af alt fordi det har været på pigernes læber en måneds tid. Vi var tidligt oppe, fordi der skulle være tid til at flette fletninger på to langhårede prinsesser in spe. Jeg er ikke den bedste hårfletter verden har set, det indrømmer jeg gerne, men det ser 5 og 7 årige piger heldigvis ikke ;o) Men færdige det blev vi, og vi kunne som størstedelen af landets andre forældre til små piger, sende både en Dronning Elsa og en prinsesse Anna ud af døren med smil på læben.

Kattekonger eller kattedronninger blev det ikke til i år, men glade var de over at komme hjem til fastelavnsrisene på værelserne og den efterfølgende udpakning i stuen.

Prinsesse Anna fra FrostFastelavnsrisfastelavnsrisfastelavnsboller

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *